Ny nyhedsside: Left News.

leftnews.123hjemmeside.dk

Præsentation.

Den politiske venstrefløj i Danmark har ikke mange medier til sin rådighed. Den sidste avis i den socialdemokratiske A-presse eksisterer kun som elektronisk nyhedsbrev – A4.

Det hedengangne Socialistisk Dagblad er for længst lukket.

Arbejderbladet udkommer dag stadig ugentligt.

 

Af elektroniske medier med venstrefløjssynspunkter eksisterer:

Kritisk Debat

Modkraft.

Socialistisk Information (Socialistisk Arbejderparti)

Socialistisk Arbejderavis (Internationale Socialister)

Det var vist det!

 

Left News.

Når jeg har valgt – på egen hånd og helt uden professionel hjælp – at starte min egen blog, er det ikke med min gode vilje. Jeg ville allerhelst have haft et helt team af dygtigere medarbejdere til at assistere mig med det rent tekniske – men også det indholdsmæssige.

Men indtil videre kender jeg ikke nogen, som kunne tænke sig at være med på ideen om at skabe et nyhedssite med klare revolutionære marxistiske holdninger.

Siden forholder sig kritisk til alle personer, organisationer, offentlige myndigheder som private virksomheder m.m.

Ingen går fri, der skydes på alt og alle – men ikke i blinde.

Jeg tilstræber at være nøgtern, dog uden at have illusioner om at kunne være ”objektiv” og ”upartisk”.

Jeg er ikke ”objektiv” i positivistisk forstand. Jeg har et klart klassestandpunkt. Jeg forsøger at se verden fra et revolutionært marxistisk synspunkt. Det kan hænde, at mine standpunkter og synspunkter ikke altid er ”korrekte” – i revolutionær marxistisk forstand.

Hvis nogen ikke synes dette, må de meget gerne opponere og kommentere mine indlæg.

Men mit udgangspunkt er klart og utvetydigt – revolutionært marxistisk.

Kig ind og se mine indlæg på:

leftnews.123.hjemmeside.dk

 

 

Ny blog! trotskismeidag.dk

I forlængelse af min selvbiografi: Palle alene i verden. Fra pæn dreng til oprører. En personlig og politisk biografi.

har jeg lavet en ny hjemmeside: www.trotskismeidag.dk

hvor jeg har lagt en række forholdsvis korte artikler ind om såvel internationale som nationale forhold.

Artiklerne er bud på, hvorledes jeg mener, at revolutionære marxister bør forholde sig til verden.

Senest har jeg lavet et manifest-lignende dokument: 3 teser om venstrefløjens fallit.

Heri oplistes alle venstrefløjens ideologiske svagheder og der gives en baggrund for deres historiske opståen.

 

  1. Socialdemokratiet kritiseres for partiets historiske forræderi i august 1914 og fordømmes for deres klasseforræderiske reformisme – af dem selv kaldet demokratisk socialisme.

Der skelnes mellem Socialdemokraternes top og bund. Toppen betegnes som klassefjendsk, mens medlemmer og vælgere har ladet sig forføre og stadig forveksler partiet – og partiets ledelse – med et arbejderparti.

Socialdemokraterne kan ikke længere anvise arbejderklassen vejen frem mod socialisme, da partiets top har gjort partiet til administratorer og forvaltere af det kapitalistiske samfund.

Ligeledes har den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse spillet fallit og leder heller ikke sine medlemmer frem mod socialisme.

Fagbevægelsens top spiller kapitalens og arbejdsgivernes spil og lader sig flette i det fagretslige system med bindinger på den fri strejkeret m.m.

Fagbevægelsens top er næsten fuldstændigt inkorporeret i det bestående kapitalistiske samfund og kæmper ikke længere for arbejderklassens fundamentale interesser.

Der skelnes dog mellem bevægelsens menige medlemmer, som langt fra er tabt for en klassekampstankegang og en klassekampslinje – og den klasseforræderiske top.

Fagbevægelsens top udgør et reaktionært lag af arbejderklassen – arbejderaristokrati – som ikke anviser arbejderklassen nogen vej frem mod socialisme.

 

  1. Socialistisk Folkeparti anses heller ikke for et brugbart alternativ. Partiet opstod i et manglende opgør med det stalinistiske Danmarks Kommunistiske Partis reformisme og klassekampsfornægtende revisionisme (forvrængning af den revolutionære marxisme).

SF er endt som et renlivet og helhjertet parlamentarisk parti, som tror på en fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen via stemmeurnerne.

Partiet har – ligesom sin demokratisk socialistiske ideologiske makker Socialdemokraterne – bevæget sig stadig mere mod højre i borgerlig retning.

 

  1. Enhedslisten blev skabt som et valgforbund mellem en række partier og organisationer på venstrefløjen i 1989 i et forsøg på at blive repræsenteret i Folketinget. Forsøget må siges at være lykkedes i takt med, at Socialdemokraterne og SF har bevæget sig mod højre.

Heller ikke Enhedslisten har gjort op med hverken stalinisme eller reformisme, som lå latent hos Venstresocialisterne, som var en central del af Enhedslisten.

Andre grupperinger som maoisterne i KAP (og andre mindre maoistiske grupper) og  Forbundet Socialisterne gjorde heller ikke op med stalinismen.

Socialistisk Arbejderparti og Internationale Socialister som begge udgår fra den trotskistiske verdensbevægelse har desværre heller ikke noget afklaret forhold til hverken reformisme eller stalinisme.

Der er med andre ord plads til synspunkter, som konsekvent og vedvarende fremfører revolutionære marxistiske synspunkter i alle sager – internationalt som nationalt.

Det organisatoriske mål må være at skabe en revolutionær marxistisk organisation, som tager arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie alvorligt og som ønsker at tage ved lære af dens nederlag og sejre.

Dette er en forkortet udgave af mine teser, som kan læses i fuld udstrækning på min hjemmeside: www.trotskismeidag.dk

I tillæg hertil har jeg forsøgt med en nyhedside:

leftnews.123hjemmeside.dk 

Bloggen er tænkt som et beskedent modstykke til den konstante og konsekvent ensidige og forvrængede borgerlig-kapitalistiske nyhedsformidling, som medierne udsætter brugerne for.

Da jeg er alene om at udgive nyhedsbloggen, kan jeg ikke dække hele nyhedsspektret, men siden kan forhåbentlig give en smagsprøve på, hvorledes en rigtig og professionel – med et revolutionært marxistisk udgangspunkt – nyhedsside burde se ud.

Kig forbi – og send mig dine kommentarer!

 

Præsentation. Bagsidetekst.

Palle Bo Nielsen er født i 1951 og voksede op i den indre bykerne i Roskilde. Hans far havde en isenkræmmeruddannelse og var i mere end 30 år ansat som kontorassistent i det amerikanske olieselskab Gulf Oil Company. Hans mor var butiksuddannet hos Andersen og Enig i Roskilde og var på arbejdsmarkedet indtil familiens første barn blev født i 1951.

Palle har tilbragt det meste af sit liv i Roskilde og omegn og således gået i folkeskole, på gymnasium og på universitet i Roskilde.

Tidligt i sin ungdom blev han politisk interesseret og en stor del af hans voksne liv har været viet til politisk engagement og politiske aktiviteter.

Hans politiske engagement blev vakt i 1968 og i 1969 meldte han sig ind i den socialistiske ungdomsorganisation Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) og i partiet Venstresocialisterne (VS).

Umiddelbart efter sin indmeldelse i SUF var Palle i 1969-1970 vidne til et indædt fraktionsopgør på den yderste venstrefløj i Danmark mellem datidens trotskister og maoister.

I efteråret 1972 var Palle med til at danne organisationen Internationale Socialister og var således ikke længere medlem af Venstresocialisterne.

Palle beretter i sin politiske biografi om sin egen og organisationens politiske udvikling indtil han og 3 andre i 1974 bliver ekskluderet af organisationens flertal.

I de første år af 1970’erne stifter Palle bekendtskab med franske trotskister i organisationen Lutte Ouvriére hvis politiske standpunkter og organisatoriske dygtighed kommer til at præge hans egen politiske udvikling.

Palles politiske organisering ophører i efteråret 1974 og han deltager nu i forsøget på at gøre Roskilde Universitetscenter til et ’progressivt’ universitetscenter præget af et nyt syn på uddannelse og på undervisningsmetoder.

I foråret 1980 færdiggør Palle sit universitetsstudium som cand. mag. i historie og samfundsfag.

Store dele af hans biografi omhandler hans forsøg på at tilkæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet i tider med stor akademikerarbejdsløshed.

Efter adskillige omveje lykkes det ham i omsider i 1994 at få sit første job i gymnasieskolen.

Og først i 2006 bliver han fastansat som adjunkt på et HF-enkeltfagskursus i København.

I 2013 gik Palle på efterløn og fik tid til at skrive sine personlige og politiske erindringer.

Endnu en selvbiografi – åh nej! Hvorfor nu det?

Åh nej!  Endnu en selvbiografi, vil nogen tænke. Er der ikke udkommet tilstrækkeligt mange af disse.

Endnu en af disse personfikserede og selvforherligende biografier, hvor hovedpersonen tror, at han er verdens midtpunkt og nu vil indvie alverden i sit helt usædvanlige og spændende liv.

Min selvbiografi handler ganske rigtigt om mig selv, men er ikke skrevet som en traditionel selvcentreret biografi.

Jeg har forsøgt at sætte mit liv ind i sin rette sammenhæng – spændt ud mellem den tid, som har levet i og nogle af de begivenheder, som har haft indflydelse på og som har præget mit liv.

Nogle af disse begivenheder vil sikkert forekomme mange læsere uvedkomne og mindre kendte. Men ikke desto mindre har de haft indflydelse på og betydning for mit liv.

Fra mine helt unge år fylder mit politiske engagement en hel del og optager således meget plads i mine erindringer.

Det vil muligvis – for de som ikke deler min politiske opfattelse – forekomme irriterende og provokerende.

Ikke desto mindre insisterer jeg i bogen på at fremføre og præsentere nogle af mine politiske hovedsynspunkter for mine læsere.

En af bogens pointer er at jeg stædigt – og sikkert efter nogles mening næsten altmodisch - fastholder mine politiske synspunkter fra mine unge år.

Dette må gerne opfattes som et hint til de mange af mine gamle meningsfæller på den politiske venstrefløj, som i dag mener noget andet og mere borgerligt end jeg.

Jeg tillader mig hele vejen gennem min bog at forholde mig kritisk overfor alt og alle – inklusive mine egne ”venner” på den yderste politiske venstrefløj.

Ingen går fri for min kritiske grundholdning – alle udsættes for min beskydning. Det gælder lige fra imperialisme, kolonialisme, borgerskabets ideologier (konservatisme og liberalisme), demokratiske socialister på den såkaldte venstrefløj osv.

Dermed stiller jeg mig også selv til skue som den uforbederlige revolutionære marxist som jeg anser mig selv for at være.

Jeg har gjort mig umage med at skrive bogen i et sprog, som er let læseligt og skulle kunne læses også af personer, som ikke er vant til at læse store mængder litteratur.

Enkelte afsnit vil sikkert forekomme mindre spændende og for langtrukne. Mit råd vil være at springe dem over og gå til til næste afsnit, som måske er mere oplagt – set ud fra dit perspektiv.

Jeg skal ikke skjul på, at det at skrive sine erindringer aldrig har været et mål i sig selv for mig. Lidt højtideligt kan det udtrykkes på den måde, at jeg i en alder, hvor jeg har trukket mig tilbage fra arbejdsmarkedet havde behov for at gøre en slags status i mit liv. Hvad har jeg egentlig nået eller opnået i forhold til mine ambitioner?

Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at hovedvægten i mine erindringer ligger på mine politiske ambitioner. På det personlige plan har jeg ikke meget at byde på. Derfor fylder denne del heller ikke meget.

Mine erindringer er først og fremmest blevet en politisk statusopgørelse over en række mislykkede politiske projekter på den yderste politiske venstrefløj. Jeg har valgt at være åben omkring disse og fortælle ”den fulde sandhed” – hverken at glorificere eller det modsatte, at nedgøre den yderste politiske venstrefløjs mange nederlag.

Jeg kunne – som mange har gjort – have indtaget den holdning, at jeg valgte at give afkald på mine politiske standpunkter, men jeg har valgt det modsatte, at stå fast på disse – længe efter at jeg er ophørt med at være politisk aktiv.

Jeg er måske desillusioneret oven på de mange nederlag, men har ikke opgivet.

Jeg betjener mig stadig af en klassisk marxistisk sprogbrug, grundlæggende fordi jeg stadig mener, at marxistisk teori er gangbar. For min eksisterer der stadig samfundsklasser, som udkæmper en – nogle gange – blodig klassekamp. For min er socialisme ikke nogen utopi, det er snarere svaret på de utallige kriser, som imperialisme og kapitalisme ustandseligt kastes ud i.

Socialisme eller en socialistisk rådsrepublik er for mig svaret på kapitalismens verdensomspændende kriser og imperialismens fortsatte krige.

Det er mit ønske at denne korte brugsanvisning vil få så mange som muligt til at læse et stykke Danmarkshistorie skrevet af en dansker som opfatter sig selv som (proletarisk) internationalist og kosmopolitisk orienteret.